112

Uopmærksomhed dræber – kør bil, når du kører bil

Indlæg af Helle Kyndesen, Politidirektør, Midt- og Vestjyllands Politi

Hver fjerde dag dør en trafikant på grund af uopmærksomhed eller manglende orientering – og ofte er håndholdt mobil involveret i de alvorligste trafikulykker. Alligevel sidder alt for mange stadig med mobilen i hånden bag rattet og glemmer at tænke på de store konsekvenser, det kan få, når man i et splitsekund fjerner sin opmærksomhed.

For nylig tog en af vores betjente hos lokalpolitiet i Silkeborg ud for at se, om bilisterne mon stadig havde mobilen i hånden, når de kørte bil. Det samme gjorde et par kollegaer i Holstebro, hvor to betjente var hoppet på cyklerne i civile jakker.

Betjentene havde alle en fornemmelse af, hvad de ville erfare – men resultatet var alligevel bekymrende. En bekymring, jeg i allerhøjeste grad deler.

På blot en time lykkedes det betjenten i Silkeborg at stoppe hele syv bilister, der sad og talte i håndholdt mobiltelefon bag rettet – samtidig med, at de altså skulle forsøge at navigere rundt i trafikken. I Holstebro uddelte de to cyklende betjente hele 13 klip i kørekort fordelt over fire timer til bilister, der ligeledes havde glemt, at det med god grund er ulovligt at køre med mobiltelefonen i hånden.

Landsdækkende indsats mod uopmærksomhed

Ifølge tal fra Rådet for Sikker trafik dør en person i trafikken hver fjerde dag på grund af uopmærksomhed eller manglende orientering hos trafikanterne. Ofte er håndholdt mobil involveret i de værste ulykker, og derfor ærgrer det mig også ekstra meget, hvad vores seneste erfaringer fra Silkeborg og Holstebro viste os. At i alt 20 personer på få timer kunne stoppes for at køre med mobil i hånden tyder for mig at se i hvert fald på, at problemet fortsat er alt for udbredt.

I en landsdækkende indsats mod uopmærksomhed i trafikken, der fandt sted i uge 8, viste mine bekymringer sig desværre at blive yderligere forstærket.

I løbet af den ugelange indsats fik hele 91 midt- og vestjyske bilister et klip i kørekortet for at køre med håndholdt mobil, hvilket var klart det højeste antal af alle landets 12 politikredse – kun overgået af tallene fra Københavns Politi. I alt fik 761 bilister på landsplan et klip i kørekortet.

Klip i kørekortet

Fælles for alle bilisterne med mobilen i hånden, i Silkeborg, i Holstebro og i den landsdækkende kampagne mod uopmærksomhed, er, at de nu har fået et klip i kørekortet og en bøde på 1.500 kroner samt 500 kroner til Offerfonden. Det ekstra beløb blev indført i den seneste stramning af lovgivningen på området, der trådte i kraft i september 2019.

Den nye lovgivning ser dog endnu ikke ud til at have fået alle trafikanter til at ændre adfærd, og dagligt vurderer alt for mange stadig, at lige netop de godt kan tage chancen og tillade sig at sidde med mobilen i hånden, mens de kører bil. Det skal vi have gjort op med, inden flere mennesker mister livet uden grund.

I årene fra 2018 og frem til 2020 skete der en stigning i antallet af sigtelser for håndholdt teleudstyr fra under 2.000 sager om året til over 2.500 sager alene i vores politikreds. Det lille fald, vi dog har set fra år 2020 til 2021 skyldes nok i højere grad, at der har været langt færre biler på vejene, end at mobilerne bag rattet er blevet droppet. Vores seneste erfaringer fra Silkeborg, Holstebro og indsatsen i uge 8 viser i hvert fald, at problemet langt fra er løst.

Flest trafikdræbte i landet

Vores midt- og vestjyske politikreds er den af alle landets politikredse, hvor flest mennesker mister livet i trafikken. I perioden fra 2015-2020 blev 75 personer dræbt i Midt- og Vestjylland i ulykker, der skyldes uopmærksomhed eller manglende orientering. På landsplan var tallet 512.

Over halvdelen af det samlede antal dødsulykker i trafikken skyldes tilmed uopmærksomhed eller manglende orientering. Det bør alle tænke over en ekstra gang, når de sætter sig bag rattet. Hvis ikke du kan lade være med at kigge på mobilen, når du modtager en sms eller en notifikation, mens du kører bil, så sæt din telefon på flytilstand eller sluk den, hvis du helt kan undvære den på køreturen. Hvis ikke mobilen kan undværes, skal den placeres i en fastmonteret holder.

Det er forbudt at bruge håndholdt mobil mv., når du kører bil, knallert, på cykel og på el-løbehjul.

Det gælder også, når du fx holder for rødt eller holder i kø. Hold ind til siden og stands, hvis du vil bruge mobilen håndholdt – det redder liv, når du bevarer din opmærksomhed på vejen.

En femtedel af alle ulykkestyperne i forbindelse med uopmærksom er frontale kollisioner, og med i omegnen af 14.000 kilometer landevej i vores kreds er der for alvor god grund til, at vi lægger mobilen væk, når vi kører bil – for når to biler kører frontalt sammen, ender det oftest meget galt.

Kommentarer