Pansrede køretøjer indsat i sneberedskab i Nord- og Midtjylland
Forsvarets pansrede Piranhaer er indsat for at kunne støtte blandt andet den civile ambulancetjeneste under snestormen. Det skriver Forsvaret på sin hjemmeside onsdag.
Flere steder i Midt- og Nordjylland holder Forsvarets terrængående Piranha-køretøjer klar til at støtte under sneen stormen. Her holder de panserede køretøjer sig klar til at støtte politiet og ambulancetjenesterne, hvis de har problemer med at komme frem.
Forsvaret har pt. indsat 12 Piranhaer på sneberedskab med soldater fra 2. sanitetskompagni hos Trænregimentet.
Piranhaerne flytter sig rundt i Midt- og Nordjylland alt efter, hvor behovet er størst, men er pt. indsat i sneberedskab i: Skanderborg, Hjørring, Løgstør, Hobro, Viborg, Hurup, Silkeborg, Randers, Aarhus, Ebeltoft og Kolind.
I løbet af dagen er beredskabet blevet skærpet med flere køretøjer, så der nu er indsat 12 panserede køretøjer i ambulancekonfiguration fra Forsvaret.
Forsvarets specialkøretøjer bliver primært indsat til støtte i forbindelse med akutte og livstruende opgaver, men kan også gennemføre andre nødvendige transportopgaver – eksempelvis af sundhedspersonale samt udbringning af medicin og mad, hvis det skulle bliver nødvendigt.
Kommentarer