Samfund

Lokale håndboldklubber støtter Danmarks Indsamling

Hver gang der bliver scoret et mål i weekenden d. 22-23 januar, donerer A.P. Møller – Mærsk og A.P. Møller Fonden 50 kroner til Danmarks Indsamling, som igen i år samler ind til Coronakrisens børn. Som håndboldspiller bliver det altså ikke meget nemmere at støtte et godt formål.

Hvert et mål tæller! Det hører man en gang imellem sin håndboldtræner sige, men i den kommende weekend får den sætning altså en lidt anden og mere meningsfuld betydning. For hvert mål, der bliver scoret i weekendens håndboldkampe, tæller nemlig med i indsamlingen til Danmarks Indsamling.

Når håndboldspillere over hele landet scorer et mål, uanset om det er i en U11-kamp, i Serie 3 eller i en ligakamp, så bliver der doneret 50 kroner direkte til Danmarks Indsamling.

“Vi er meget begejstrede over, at vi har fået mulighed for at inddrage hele Håndbolddanmark med alle vores fantastiske klubber og spillere. Så når ens hold har spillet i weekenden, er der altså rigtig god grund til at juble, uanset hvad der står på måltavlen, for vi har alle været med til at hjælpe udsatte børn rundt om i verden,” siger Morten Stig Christensen, formand i Dansk Håndbold Forbund.

Det er virksomheden A.P. Møller – Mærsk og A.P. Møller Fonden, der er gået sammen med Dansk Håndbold Forbund, om at donere et større beløb til Danmarks Indsamling under kampagnen Scor et Verdensmål for Danmarks Indsamling.

“I A.P. Møller Fonden og A.P. Møller – Mærsk er vi stolte af igen at kunne støtte op om Danmarks Indsamling, der ligesom sidste år sætter fokus på at hjælpe coronakrisens børn. Pandemien har vendt op og ned på den verden, vi alle lever i, og fra begyndelsen har hovedprioriteterne for A.P. Møller Fonden og A.P. Møller – Mærsk været at betjene og hjælpe vores kunder, værne om vores medarbejdere og bidrage i de samfund, vi er en del af. Formålet ligger os derfor meget nært,” siger Mette Refshauge, kommunikations- og bæredygtighedsdirektør i A.P. Møller – Mærsk A/S.

Håndboldspillere over hele landet er med til at afgøre beløbets størrelse i weekenden, og hvor meget det er lykkes at samle ind i alt afsløres først ved det store show den 29. januar kl. 19.00 på DR1.

Læs mere her.

Kommentarer